dansk

TAIZÉ

Bøn til hver dag

 

Trinitatis 1

Sang

Salme

Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
du som har bredt din pragt ud på himlen!

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?

Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
alt har du lagt under dets fødder,
får og okser i mængde,
selv de vilde dyr,
himlens fugle og havets fisk,
dem som færdes ad havenes stier.

Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden!

fra Salmernes Bog 8

Læsning

Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens slægter velsignes.«
Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan.

Første Mosebog 12,1-4

eller

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2 Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Matthæusevangeliet 5,1-12

Sang

Stilhed

Forbøn

Må din fred skinne iblandt os og din kærlighed sætte os fri.
- Herre, herom beder vi.

Hjælp os at være udholdende i troen og anbring i vore hjerter en længsel efter dit rige…

Led din kirke ad evangeliets vej; må din Helligånd bevare gæstfriheden i den.

Vi beder for nationernes ledere, må de have viljen til at fremme retfærdighed og frihed…

O Kristus, du har taget vore svagheder på dig selv og taget hånd om vore sygdomme; støt dem som går igennem prøvelser…

For dem som arbejder med de undertrykte, med de fremmede og med de ensomme…

Vi betror dig vor familie og venner, alle som har bedt om vores forbøn, og som beder for os…

For vort land, vor by, at de kristne dér må være vidner om sandheden og skabere af enhed.
- Herre herom beder vi.

Fadervor

Afsluttende bøn

Jesus vor glæde, du ønsker, at vi skal have hjerter, der er enkle, en slags forår i hjertet. Hermed vil vort livs vanskeligheder ikke lamme os i så høj grad. Du siger til os: Vær ikke bekymrede; selv hvis I har meget lidt tro, vil jeg, Kristus, altid være hos Jer.

eller

Velsign os Kristus Jesus, i dig alene finder vore hjerter hvile og fred.

Sange


Andre bønner

Flere bønner, se bunden af siden.

De fleste bønner på denne side findes på engelsk i bogen "Prayer for Each Day". Se Bøger, CD’er og DVD’er Bøger og Cd’er